Mekanisk Diagnostik og Terapi - McKenziemetoden.
Konceptet er udviklet af Robin Mckenzie, fysioterapeut fra New Zealand. Han kalder selv sit behandlingssystem for Mechanical Diagnosis and Therapy. Det er i dag en af de mest anvendte metoder til behandling af rygproblemer i verden. I USA er det den mest anvendte metode.

Kendetegn:
McKenzie metodens 3 mest fremtrædende kendetegn, som skiller den ud fra andre rygbehandlingsmetoder, er:

Tyngdepunktet ligger i selvbehandling.
Ca 70 % af patienterne kan lære at kontrollere rygproblemerne selv ved hjælp af vedligeholdelse af god holdning og udførelse af mekanisk specifikke øvelser.

Diagnostik ud fra symptomatiske og mekaniske svar på belastninger.
Ved testbevægelserne kan patientens symptomer ændres eller hans bevægelighed øges eller mindskes. Baseret herpå kan der stilles en diagnose, der afslører om patienten har en af de tre syndromer, der beskrives i det følgende, eller om hans tilstand sandsynligvis ikke kan ændres ved hjælp af mekaniske påvirkninger: Bevægelser, positioner eller mobiliserende behandling.

Anvendelse af gentagne bevægelser i diagnostik og behandling.
Ved afprøvning af en bevægelse, f.eks. fleksion i lænderyggen, gentages denne, til man ser om bevægelsen viser sig at successivt øge eller successivt mindske ubehag. Den reaktion, man får ved at teste bevægelsen en gang, er ofte en helt anden end den man får ved at gentage bevægelsen. For eksempel kan extension (bagudbøjning) hos en patient med smerte lokalt i lænderyggen gøre voldsomt ondt ved første bevægelse, mens smerten viser sig at aftage ved gentagne bevægelser. Modsat effekt kan ses ved fleksion, hvor en enkeltstående øvelse kan være smertefri mens gentagne øvelser vil øge smerten. Kun at anvende en enkelt bevægelse i det tilfælde, indebærer en risiko for at man får indtrykket af at patienten skal undgå præcis den øvelse, som ville lindre smerten.

Betydning af centraliseringsfænomenet.
Hvis smerte, som mærkes distalt, kan flyttes til en mere proximalt eller centralt placeret position, er det en indikation for den rigtige bevægeretning og en god prognose

Kraftprogression.
I behandlingen begynder man med den mindst mulige kraft, der giver den ønskede effekt, som oftest patientens egne stillinger eller bevægelser. Hvis det er nødvendigt øges kraften i den retning, som viser sig at lindre smerten ved modtryk, mobilisering og endelig manipulation.
Klinik for Fysioterapi, Sct. Josephs Hospital • Jyllandsgade 79C ST., 6700 Esbjerg • Tlf.: 75 13 00 13 • E-mail: fysesbjerg@fysesbjerg.dk